Interview: Online fællesskab hjælper psykisk syge

Online fællesskab hjælper psykisk syge
Kristina sidder og kigger på udkastet til sin nye hjemmeside semitsind.dk. Hjemmesiden er lige nu under ombygning, men Kristina regner med, at den snart er oppe og køre igen. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen.

21-årige Kristina Young fik i 2014 konstateret borderline. Hun havde i starten svært ved at forholde sig til en hverdag med en diagnose, men så begyndte hun at skrive blog. En blog, der endte med at blive startskuddet til et helt nyt liv.
Af Mathilde Nygaard Jespersen
”Jeg forstod ikke, hvorfor der ikke var nogen, der havde gjort det før. Jeg kunne mærke, at der var en kæmpe stor interesse for at læse, hvad jeg skrev.”
Sådan fortæller Kristina selv om sine oplevelser, da hun først begyndte at skrive på sin blog. Hun fik i 2014 diagnosen borderline, som er en personlighedsforstyrrelse. Kristina beskriver selv, hvordan det gjorde hende impulsiv, perfektionistisk og stadigvæk gør, at hun har svært ved at forklare, hvem hun egentlig er. Bloggen hjalp hende med at sætte ord på de til tider mørke tanker, og den hjalp hende med at reflektere over, hvad tankerne egentlig betød.
I løbet af kort tid oplevede Kristina at flere og flere tog kontakt til hende via bloggen. Blandt andet ét indlæg fik stor opmærksomhed. Et indlæg, der beskrev, hvordan Kristina har været forelsket i 90 % af alle de mennesker, hun har mødt. Ikke forelsket i personen, men derimod i idéen om, at en person ville være der for hende.
”Jeg har altid tænkt, at det var forkert at have det sådan, men så var der en læser, der skrev, at sådan havde hun det også. Det hjalp mig meget. Jeg følte mig som en del af et fællesskab. Lige pludselig var alle mine forkerte tanker også tanker, som mange andre havde,” siger Kristina.
Blogging som hjælperedskab
Med de sociale medier bliver især unge mennesker introduceret for et væld af muligheder for at sætte sig selv i fokus. For Kristina blev dette fokus noget, der hjalp hende til at tackle og sætte ord på sin sygdom. Hjemmesiden GirlTalk.dk mærker tydeligt, at der er en stigende interesse fra unge for at dele deres tanker med andre.
”Pigerne får rigtig meget ud af at skrive med hinanden, søge sparring og råd. De finder ud af, at de ikke er alene med deres problemer, og det hjælper dem videre,” siger Anna Bjerre, psykolog og stifter af GirlTalk.dk.
GirlTalk.dk er en side, hvor unge piger kan henvende sig, hvis de har problemer og har brug for enten én professionel eller en i samme situation at tale med. Netop dette fællesskab var noget af det, som Kristina også oplevede på sin blog. Hun blev kontaktet af både unge med samme problemer som hende selv og pårørende, der havde brug for gode råd. Især disse gode råd og konstruktive blogindlæg var noget af det, der var vigtigt for Kristina.
”Hvis jeg ville skrive om, hvad jeg fik til morgenmad, eller at jeg havde det dårligt, så kunne jeg ligeså godt skrive det i en dagbog. Jeg ville ikke lægge et blogindlæg ud, hvis jeg ikke kunne komme med en løsning på, hvordan man kunne håndtere, at man havde det dårligt,” siger Kristina.
Støtte hjælper til at bryde den onde cirkel
Det konstruktive og det at hjælpe andre, er noget af det, som Anna Bjerre også lægger vægt på, når hun beskriver, hvorfor det er godt for blandt andet unge piger at involvere sig på blogs og åbne debatfora.
”Mange af pigerne skriver både for at hjælpe sig selv, men også for at hjælpe hinanden. Det giver dem en følelse af at kunne gøre en forskel for andre og kunne hjælpe andre videre,” siger Anna Bjerre.
GirlTalk.dk har en række retningslinjer, der netop sikrer, at pigerne bidrager til et fællesskab og til at bryde den onde cirkel, så debatten ikke ender med at føre til yderligere problemer.
”Pigerne er gode til at forklare hinanden, at det er et forum, hvor man hjælper hinanden videre og ikke et forum, hvor man holder fast i det negative. Netop det udvikler pigerne i forhold til at hjælpe hinanden,” forklarer Anna Bjerre.
For Kristina var det ligeledes vigtigt, at hun gjorde en forskel for sine læsere. Sammen med terapien gjorde det at skrive på bloggen og den store respons, at Kristina begyndte at tro mere på sig selv.
”Jeg har normalt ikke så høje tanker om mig selv, men det begynder jeg at få. Jeg føler, at jeg er noget værd, og at jeg gør noget godt. Det er helt sikkert et resultat af, at andre også synes, at jeg har gjort noget godt,” siger Kristina.
Mere end bare en sygdom
I modsætning til tendenser på eksempelvis YouTube og Instagram, hvor der ofte er fokus på personlighed, så var det for Kristina vigtigt at holde fast i mere end det. Hun ville gerne sætte fokus på sin sygdom som noget andet end blot et billede og en fortælling.
”Jeg har ikke haft behov for at iscenesætte mig selv, men nærmere at iscenesætte min sygdom. Det er vigtigt for mig at stå frem. Ikke for at blive bekræftet, men tværtimod for at sige, at jeg ikke skammer mig over at have en psykisk sygdom,” siger Kristina.
Kristina læser i dag HF-enkeltfag, hvor hun blandt andet tager psykologi, som hun har fået en stor interesse for. En stak bøger om stress på bordet ved siden af hende vidner om den opgave om 12-tals-piger, som hun snart skal i gang med at skrive. Selvom Kristina stadigvæk er plaget af vinterdepressioner, passer hun sin skole og forsøger at holde fast i det positive. Hun skriver ikke længere på sin egen blog, men hun har startet sin egen hjemmeside semitsind.dk, hvor 30 bloggere skriver om mange forskellige sygdomme. Da hun oprettede siden fik hun henvendelser fra mere end 100 personer, der gerne ville fortælle om deres sygdomsforløb.
”Det er så fedt, at det spreder sig lidt, og jeg håber da, at det er en tendens, og at vi om nogle år ser rigtig mange blogs omkring psykiske sygdomme,” siger Kristina og slutter af med et godt råd, som hun ofte giver til sine skribenter.
”I må gerne skrive for jeres egen skyld, men vi skriver også for andres skyld.”

09/06/15: kun mig og mine skygger


I morgen sker der noget helt utroligt. Jeg skal være alene i 3 dage
Jeg kan allerede mærke panikken sprede sig i min krop, men jeg glæder mig også. Jeg glæder mig til at udfordre mig selv og vise min angst, at den ikke har monopol på min krop og tanker.

Jeg har i den forbindelse forventningsafstemt. Til dels for ikke at forvente for meget af mig selv, men også for at huske på hvordan jeg skal handle hvis det går helt af helveds til. Jeg er nemlig ekspert i at undgå at være alene og har faktisk en liste i numerologisk rækkefølge, med mennesker jeg ringer til hvis jeg skulle komme ud for en situation hvor jeg skal være alene.

Jeg er derfor kommet på nogle mål: 
- komplet stilhed i en time. Ingen musik, TV eller mobil. Kun Kristina og stilheden.
være helt alene og uden kontakt til nogen mindst én aften. 
- vente en halv time, hvis der opstår angst og jeg prøver at undvige den ved at ringe til nogen. 
- under ingen omstændigheder ringe til min kæreste og give ham dårlig samvittighed over at han forlod mig derhjemme.. 

Har I nogle gode råd jeg skal have med på vejen? Ellers så er der vidst ikke andet at sige end WISH ME LUCK!

08/06/15: endnu et nederlag


Hvis I læser med på min facebookside, er I også klar over at jeg for et par uger siden søgte arbejde. Jeg fik faktisk et arbejde, som jeg glædede mig rigtig meget til at starte på. Jeg måtte dog på andendagen springe fra. Jeg troede jeg var klar til at lægge syge Kristina lidt bag mig for en tid og istedet fokusere på at komme op i gear igen. Men lige fra første vagt kunne mærke angsten for at fejle og skuffe dem der havde ansat mig. Jeg havde haft en god dag, men da jeg kom hjem overvældede de negative tanker og følelser mig. Jeg kunne mærke at det ikke var sundt for mig at fortsætte. Jeg følte mig stresset og svimmel. Lidt ligesom når man rejser sig alt for hurtigt. 

Det har været et stort nederlag for mig. Først og fremmest fordi jeg er skuffet over mig selv, fordi jeg ikke kunne gennemføre det. Jeg er god til ikke at gennemføre ting. Men også fordi jeg glemte ALT hvad jeg havde lært i terapi, så snart jeg trådte ud af døren. Jeg er skuffet over jeg har brugt 5 måneder i terapi for blot at glemme det igen. Men jeg lærer nok bedst på den hårde måde. 

Jeg er endelig ved at komme ovenpå og er nu i velfungerende virksomhedspraktik hos et familiemedlem. Det er rart, fordi der er forventninger til mig, men de stiger mig ikke til hovedet. Det er ikke et pres, fordi hun kender til mine problemer og kan rumme dem. 

Sidst men ikke mindst håber jeg at I er tålmodige. Bloggen er også et pres på mig, men det er ikke noget jeg vil give op. Det giver mig så meget glæde at der er nogen derude, som kan bruge mine tanker til noget konstruktivt. Hvis bare jeg hjælper én enkelt, er det hele presset værd. 

Men som man siger: op på hesten igen!

17/05/15: motorvej, please!


Jeg har altid haft en tanke: "hvorfor mig?". Mens begge mine søstre kører derudad med uddannelse og jobs, er jeg fanget i terapi, kontanthjælpssystemet og destruktive tanker. I må tro på mig, når jeg siger at jeg ikke giver mine søstre skylden - for det er ingens skyld at jeg har haft det svært. Men jeg misunder dem. 

Om præcis 3 dage afslutter jeg mit 5 måneders terapi forløb. Samme dag som min halvandet år yngre lillesøster trækker sine sidste eksaminer i gymnasiet. Jeg vil ikke sige jeg er flov over at hun afslutter gymnasiet før mig, men jeg er skuffet over mig selv. For mens alle de andre kører 130 km/t kører jeg 60 på den snørklede landevej.

Jeg vil så gerne være et af de mennesker som bare pløjer sig igennem det hele med et smil på læben. Skole, lektier, opvask, støvsugning, frivilligt arbejde, job og så lige en tur på café: PIECE OF CAKE. Jeg vil så fandens gerne være så fandens perfekt, men det er jeg ikke.
Og hvorfor ikke? Hvis der er nogen der fortjener det, så er det altså mig! 

(Vi kan nu konkludere at karma er ikke-eksisterende). God søndag. 

04/04/15: et ekstremt behov for kærlighed



Det er klart at når jeg har så kæmpe en angst for både at være fysisk og følelsesmæssigt alene, så har jeg haft enorme problemer når det kommer til kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet mig en kæreste, som er god for mig. Men vejen har været lang! Jeg har derfor lavet en liste over hvornår min angst (og borderline-symptomer) kommer til udtryk i forbindelse med kæreste-forhold:

1. Jeg har haft et crush på 90% af de mennesker jeg møder
Har jeg mødt en ny person (fx. en vens ven), har jeg med det samme et crush på vedkommende. Også selvom jeg ikke kender personens interesser, værdier og baggrund.
Det er selvfølgelig ikke PERSONEN som jeg er vild med, men trygheden om en partner. 

2. Intet tilfælles, men det er sku ligemeget!
I forbindelse med ovenstående, er jeg egentlig ligeglad med interesser, værdier og baggrund. Dette er helt ubevidst, men min desperation for tryghed og bekræftelse overblænder bare det faktum af hvor meget VI SLET IKKE PASSER SAMMEN. 

3. Dårligt behandlet
Jeg har været sammen med mange røvhuller (for at sige det pænt). Jeg er blevet behandlet af helveds til, men har ikke kunnet gå fordi angsten for at være alene var for stor og skræmmende. Og når der ikke er andet end idioter i en miles omkreds - så måtte man jo tage hvad man kunne få. Desuden bildte jeg mig ind at det var det jeg fortjente.

4. Personen eller trygheden
Jeg har svært ved at finde ud af hvad kærlighed er og kan faktisk ikke svare på om hvor mange af mine kærester jeg egentlig har været forelsket i. Mit sind er utrolig god til at manipulere med mig! 

5. FART PÅ!
Jeg vil tingene alt for hurtigt. Så hurtigt at jeg skræmmer folk væk. Det er lidt som om det er en konkurrence i at komme længest i et kærlighedsforhold. Modstanderne er ALLE ANDRE og så er jeg bare et kæmpe konkurrence-menneske.... 


Ærlig talt har jeg ikke før nu, tænkt over det på denne måde. Jeg har aldrig været klar over at mit behov for kærlighed og bekræftelse er så stort. Og min angst for at være alene har heller aldrig været større end den er nu. Men jeg tror også at det giver noget, at kunne se mønsteret. Det er for mig det første skridt til at kunne ændre i det. 

Emnet er ikke færdig-diskuteret på nogen måde, da det også er noget af det jeg kæmper mest med. Jeg har hvertfald en idé om at få min kæreste til at skrive lidt om hvordan det er at holde mig ud ;) 

17/03/15: lidt om venskaber

Igen har dårlige perioder, stress, glæde, rod, overskud, tankemylder, dårlig selvtillid og glade perioder været skyld i lidt pause. I må endelig ikke tro at det er fordi jeg ikke gider at skrive. Men jeg vil hellere skrive få gode indlæg engang i mellem end halvdårlige indlæg ofte. Jeg skriver altså kun når jeg har noget konstruktivt at sige. Men lad os fortsætte, hvor vi slap sidst - relationer. 

Denne gang handler det om venskab. Her kan jeg måske ikke være til den største hjælp da jeg ikke er verdens mest sociale person. Ikke fordi jeg har svært ved at omgås mennesker, men ganske enkelt fordi jeg ikke gider. Mine venner kan tælles på én hånd og det er de eneste mennesker som jeg interagerer med (udover min familie). Bekendte bruger jeg ingen tid på. 

Det er nok den overfladiske del af et bekendtskab der afskyr mig. Alle kender nok situationen hvor man ser en bekendt man ikke har snakket med i lang tid og personen siger: "Lad os drikke en kop kaffe snart", selvom begge parter er udmærket godt klar over at det aldrig bliver til noget. Den høflighedsfrase springer jeg over. 

Med de få venskaber jeg har, forventer jeg også meget. Men jeg giver også meget tilbage. Og det er rart at vide at når jeg en dag fortæller at det ikke går særlig godt, så ringer hun et par dage efter og spørger om det er blevet bedre. Der er en tryghed i at føle sig ønsket og savnet. At der reelt er nogen der tænker og bekymrer sig om én. Og så er det altså okay at det kun er 5 mennesker. 

03/03/15: noget om at være alene


Som tidligere nævnt er et af mine store problemer uden tvivl relationer. Jeg skal ærligt indrømme at jeg har en angst for at være alene. Jeg er konstant bange for at blive forladt og kan ikke være alene i mere end et par timer. Det er en egenskab jeg hader allermest ved mig selv. Jeg vil så gerne være et selvstændigt individ og hvile nok i mig selv til at kunne nyde mit eget selskab, uden at tro at alle er ved at forlade mig. Istedet er jeg utrolig afhængig af min kæreste og kan nogen gange ikke falde i søvn uden han ligger ved siden af mig. 

Det er utrolig ubehageligt at gå rundt i en konstant frygt for at blive forladt. Desuden tror jeg også det er frusterende for folk der holder af mig, at jeg ikke bare kan fatte det. For hvorfor fanden kan jeg ikke bare forstå at min kæreste bare skal ned til en ven og ikke med det næste fly til Serbien? 

Det er svært for mig at skrive om fordi jeg ikke har en løsning endnu. Jeg har ikke et godt budskab eller noget jeg kan sige hjælper. Lige på det punkt er jeg ligeså meget på bar bund som jer. Men måske er det også bare rart at vide at der er én derude som føler det samme. 

Jeg kan mærke indeni mig selv at angsten for at blive efterladt bliver en lille smule mindre hver dag. Jeg tror at det er min underbevidsthed som tæller dagene og overbeviser mig om at nu har han altså været her i så-og-så-mange-måneder, så han går sikkert heller ikke imorgen. Men troen i at jeg dør hvis nogen går fra mig, er der stadig. For uden dem er der intet mig. Og det er jo forkert. For jeg er jo noget værd, bare mig alene. Eller sådan burde jeg jo i virkeligheden tænke. Og det er måske det jeg skal lære? 

Sådan har jeg faktisk ikke selv tænkt over det. Hmm. 


noget om travlhed, tryghed og relationer


Der sker så mange ting på én gang for tiden. Det stresser mig utrolig meget, men på en dejlig forfriskende måde. Lidt ligesom et koldt brusebad. 

Min kæreste og jeg flyttede officielt sammen i denne weekend og jeg er lykkelig. Det varmer når jeg ser postkassen med hans navn ved siden af mit. Det giver en utrolig følelse af tryghed. 

De næste par uger vil jeg fokusere på at skrive om relationer. Det er noget mange psykisk lidende og ikke mindst borderlinere har svært ved. Det bliver svært, da det er noget jeg arbejder rigtig meget med. Men det bliver også spændende. Hvem ved? Måske lærer vi lidt mere om os selv. 

11/02/15: lidt om at acceptere og anerkende at du er syg


Personligt havde jeg meget svært ved at acceptere min lidelse hvilket desværre medvirkede til at jeg tog et kæmpe omvej i forhold til behandling. Jeg har siden jeg var 14 år gammel, haft gentagende depressioner. Men først da jeg var 19 år gammel fik jeg en forklaring på hvorfor depressioner blev ved med at vende tilbage. I januar 2014 fik jeg derfor diagnosen Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline type. Jeg blev med det samme tilbudt et intensivt psykoterapeutisk gruppeterapi 3 dage om ugen i 5 måneder. 

Jeg valgte i stedet at flytte til København og blive au pair. En god idé jeg fik en nat, hvor jeg ikke kunne sove. Jeg havde en teori om at min sygdom var tvunget ned over mig, fordi jeg konstant gik rundt i den by som indeholdt så mange dårlige minder. Så det var jo logisk at hvis jeg startede på en frisk et andet sted ville mine psykiske problemer forsvinde. 

Hvorfor jeg flygtede, selvom jeg godt vidste at jeg havde brug for hjælp, aner jeg virkelig ikke. Måske var det fordi jeg pludselig følte mig 100 gange mere syg end til at starte med og det var jeg ikke helt klar til at acceptere. Jeg var ikke længere en af de 150.000 danskere der hvert år rammes med depression. Eller også var det tanken om at skulle bruge 3 dage om ugen de næste 5 måneder, for mit helbreds skyld? 

Det tog mig 6 måneder og en indlæggelse (min første faktisk) for at komme til fornuft. Det var ikke lokaliteten der var problemet. Det var mig selv. Og jeg fortryder inderligt at jeg ikke tog imod tilbuddet om terapi istedet for et eventyr i København, uden en lykkelig slutning.

Og hvad kan I så bruge det til? 
Jeg håber I vil handle anderledes end jeg gjorde og ikke lade jer narre af en ellers ret så god teori. Den virker bare ikke i praksis. Og så er det nok en god idé, IKKE at lave livsforandrende ændringer kl 3 om natten. 

02/02/15: lidt om at snuble


Det er lang tid siden og det er med god grund! Jeg har været så velsignet at få mig en god periode. Jeg har haft overskud til at spise, træne, gøre rent, fikse ting i lejligheden og jeg sover generelt bedre og mindre (12 timers søvn er altså aldrig ret sundt). Jeg kan ikke huske sidste gang jeg havde så god en periode og for den sags skyld så lang god periode! 

Don't worry, der skal ikke kun snakkes om gode tider i dette indlæg. Det ville være kedeligt og lidt pointless for jer at læse. For selvom jeg har en god periode, så frygter jeg den dag den slutter. For det ved jeg den gør! 

På den anden side af en god periode ligger en dårlig periode. Og det er kun et spørgsmål om tid før den dårlige periode starter. Den kommer lige pludseligt og kan ikke forudses. Lidt ligesom dårlig mave. 

Forestil jer at jeg starter med at gå op af trapper. Jo højere jeg går op, jo bedre har jeg det. Men når jeg så snubler og vælter ned af trapperne, så er der altså også længere ned. Og så er det altså at jeg mentalt brækker både arme og ben. 

Så er spørgsmålet jo bare, om det er det værd at gå så langt op af trapperne? Eller skulle man bare blive på første etage? 

29/01/15: lidt om en ulækker helligdag


I onsdags spurgte jeg jer på facebooksiden om hvad I kunne tænke jer at læse om her på bloggen. Jeg fik en masse gode forslag (både i kommentarer og privatbeskeder) og I vil sjovt nok, gerne læse mere om relationer og følelser. Det giver ret meget mening, da det er et ret centralt element når man er Borderliner. 

Valentines dag er lige om hjørnet og jeg kan forestille mig at det er en svær "helligdag" for mange. Ikke kun folk med Borderline, men måske også folk med psykiske lidelser generelt. Netop fordi man som psykisk syg er lidt ekstra sensitiv og har nogle problemer, som ofte leder til dårligt selvværd. 

Én dag hvor ALT handler om tosomheden, og hvis du siger "Det er bare mig" kommer blikket (det vi snakkede om her). Personligt har jeg altid frygtet Valentines dag. For på den ene side synes jeg det er en latterlig dag og jeg får lidt kvalme over alt det sukkersøde-kys-kys-par-agtige. Men på den anden side har jeg mærket et lille stik af jalousi, hver gang jeg så et par. 

I år holder jeg det ikke alene, så mit argument om at være ligeglad og nyde sit eget selskab er egentlig ret åndssvag. Det er ikke så let at sige til sig selv og jeg ved at hvis jeg var alene ville jeg da slet ikke kunne sige sådan noget til mig selv! Jeg tror i stedet jeg ville sige "op i røven med hende der har sagt det lort". Så her er et andet forslag: 

Vi smider min mand ud og holder en fest. Lyder det som en god idé eller hvad? 




22/01/15: lidt om medlidenheden


Er jeg den eneste der ikke kan fordrage medlidenhed? 
Alle har nok prøvet at mærke én eller anden form for medlidenhed. Øjnene der bare skriger "Åh det er godt nok synd for dig" og munden der frembringer "Hvordan har du det søde?". Det skal lige siges det er fra én, man slet ikke er nær nok med til at diskutere følelser og psyke med. Af flere grunde bryder jeg mig ikke om medlidenhed:

Først og fremmest føler jeg mig mindre værd når folk viser medlidenhed. Jeg har stadig et godt liv på trods af mine psykiske problemer. Lad os tage et eksempel: 

Jeg har lige snakket om dengang jeg prøvede at tage mit eget liv. Du vælger at give mig "blikket" og lægger op til et knus. NEJ. Det eneste der er i dine tanker lige nu, er hvor synd det er for mig. Ikke hvor stærkt det er at jeg ikke er i det sted mere. At jeg rejste mig op og kæmpede videre. Jeg gider ikke have et knus. Jeg vil fandme have en high-five! 

Det skal siges at jeg er meget åben omkring hvad jeg fejler og hvad jeg har været igennem. I kender godt når I møder en bekendt (ofte i nattelivet) og personen spørger hvordan det går. Her smækker jeg min tilværelse som kontanthjælpsmodtager og patient i psykiatrien op. Jeg kender ikke personen særlig godt, men jeg er nu egentlig lidt ligeglad med hvem der ved hvad. Når medlidenshedsblikket så kommer, kan jeg godt blive lidt vred. Du er jo egentlig lidt ligeglad. Du husker ikke samtalen efter 5 minutter og du skriver ikke til mig efterfølgende hvordan det går med behandlingen. Det er helt okay at du er ligeglad. Men så skal du ikke give mig den medlidenhed. Det er jo bare en formalitet? Overfladisk? 

Min familie og nære venner er tilladt at give mig en vis form for medlidenhed. Jeg bliver ikke sur, men mere ked af det. For det hjælper jo ikke mig (eller nogen andre) at de er kede af det, over at jeg er ked af det. Så er alle jo bare kede af det forfanden!

Sidst men ikke mindst ser jeg medlidenhed som en naturlig reaktion på mennesker som ikke aner hvad de skal gøre. Det er så uvant, ubehageligt og akavet at tage så tungt et emne op med mennesker, som ikke selv har oplevet psykiske lidelser så tæt på. Lad os tage et eksempel til:

Da jeg første gang fik problemer med min psyke, begyndte min mor at græde hver gang jeg snakkede om det. Nu, 6 år senere, taler vi om det lidt som om vi taler om politik. 

Ærlig talt synes jeg det er rart at der bliver snakket om det med interesse og nysgerrighed, men ikke med medlidenhed og skyldfølelse. Og jeg ville ønske det blev mere praktiseret. 

Hvad mener I? Medlidenhed: rar eller ubehagelig? 

20/01/15: bliver man nogensinde rask?


Noget jeg har tænkt over længe. Er man helbredt når man har fået sin behandling og man endelig stoppet på medicinen? Eller har man bare lært at omfavne sin sygdom og at kontrollere symptomerne så de ikke generer ens hverdag? 

For at komme ud af en psykisk lidelse er man nødt til at arbejde med sig selv. For det er ikke en brækket knogle eller bakterier der er skyld i at det gør ondt. Det lyder hårdt - men det er jo egentlig dig selv den er gal med. Men hvad så når man har arbejdet med sig selv og du kan mærke at byrden på skulderne har tabt sig 20 kg? Er du rask? Og er du det samme menneske som du var før, blot med en bedre selvforståelse? 

Det lyder rimelig frygteligt, men jeg tror altid jeg skal være på vagt. Jeg tror aldrig jeg vil føle mig rask. I hvertfald ikke som man gør, når man kommer udenfor for første gang efter at have lagt inde i en uge med influenza. 

Måske skal jeg bare acceptere at mit sind er mere skrøbeligt end andres. Det gør mig ikke til et dårligere menneske. Det gør mig bare mere udsat og eksponeret. Lidt ligesom at være nøgen i en sauna med fremmede kvinder...

17/01/15: lidt om arbejdsmarkedet og misforståelser


Lige nu florerer debatten omkring psykisk lidende på arbejdsmarkedet. Ifølge en ny undersøgelse viser det sig at kun 28% af danskerne med en psykisk sygdom er på arbejdsmarkedet. Så ifølge den kære minister Hækkerup skal der arbejdes på at få procenten længere op.

Desværre tror jeg mange misforstår problematikken og budskabet. I kommentarerne har jeg flere gange læst "Føj lad de syge være syge i fred", "Alt handler da også kun om effektivitet" og "Kræftsyge arbejder da heller ikke!". 

Det er virkelig synd at mange misforstår, da det er en positiv udmelding for psykiske syge. Hr. Hækkerup udtaler på ingen måder at der ikke er plads til at du kan sidde derhjemme imens du får det bedre. Istedet forklares der at det er arbejdsmarkedet der skal gøres mere rummeligt, så der er en plads til en psykisk syg. 

Jeg synes det er vildt at der faktisk er flere psykisk syge på førtidspension end i job. Det virker lidt som om at de psykisk syge bliver "opgivet" fordi det er så svært at få dem til at passe ind i nutidens tabu-belagte arbejdsmarked. 

Så det er ikke den syge der skal lette røven og tage sig sammen. Det er arbejdsmarkedet der skal acceptere vores forhindringer. Forstå at vi ikke kører med 110 i timen, men måske kun 80 - og det er okay. Forretningen brænder ikke sammen af det. Og det er det Hækkerup prøver at sige. Det er kun positivt at der arbejdes for at der er plads til en psykisk lidende på arbejdsmarkedet. 

13/01/15: lidt om pms og borderline


Jeg har oplevet at mange af mine nære og kendte ikke helt kan forstå hvad det vil sige at have Borderline. Det er jo også helt okay, da det er en kompliceret lidelse. Derfor vælger jeg ofte at sammenligne det med noget alle kan genkende. Nemlig PMS. 
Ja, det lyder lidt mærkeligt - men læs hvorfor: 

- Humørsvingningerne
Det her er nok den mest centrale lighed mellem PMS og Borderline. Alle kan nok relatere til det - ligemeget om du er kvinde, borderliner eller mand. Humøret er uforudsigeligt og lunefuldt. Hvis du er en mand er det lidt ligesom at gå på glasskår omkring kæresten. 
- Handler meget impulsivt
Du er lidt sindssyg når du PMS'er. Især når det kommer til mad. En pludselig lyst til is opstår og der er intet der skal stå i vejen for at du får det. Og det skal være lige nu. 
Når det kommer til min Borderline er det oftest shopping der er alt for spontan. Men mad kommer altså lige bagefter!
- Tendens til at være skadelig
Den her er lidt risky, I know. Cutting er en meget selvdestruktiv handling, som skal tages dybt seriøst. Men 1 liter is og en kæmpe bakke pommes fra den lokale pizzamand er altså også lidt en selvdestruktiv handling.. Du ved jo godt det ikke er godt for dig.

Kan Borderlineren nikke genkendende til det? Eller har den pårørende fået en lidt bedre forståelse af hvad det vil sige at have Borderline? Eller tænker manden "fuck nej", fordi han nægter at have en kæreste der konstant PMS'er? 

....Det er egentlig utroligt at min kæreste ikke er skredet endnu, haha. 

07/01/15: lidt om (manglende) nytårsfortsæt

Jeg har seriøst lyst til at brække mig ud over ordet nytårsfortsæt. 
Af 2 grunde hader jeg nytårsfortsæt: 

Den personlige grund: 
Jo jeg vil selvfølgelig gerne tabe mig, spise sundere og lade være med at ryge nogensinde igen. Men jeg ved også at jeg er god til at sætte mine forventninger alt for højt op og smide mere på skulderne af mig selv, også selvom jeg egentlig allerede har nok. Så det vil jeg lade være med.

Derudover har jeg hvert år, siden jeg begyndte at døje med min psyke, haft nytårsfortsættet at jeg vil blive rask. MEN dette år har jeg valgt ikke at have det nytårsfortsæt for hvorfor er det egentlig det endelig mål? Hvorfor er det ikke at kunne kontrollere sine symptomer, så de ikke påvirker din hverdag så meget at det bliver et problem? (Der kommer desuden snart et indlæg omkring at blive rask).

Den generelle grund:
Hvorfor er det at man ikke tager det lidt af gangen? Du aner ikke hvad året bringer, og det kan være både positivt og negativt. Men det er lidt at putte munden for fuld med alle mulige planer. Og de fleste overholder ikke deres nytårsfortsæt, og så kan de få rigtig dårlig samvittighed når året er ved at være slut. Og sådan fortsætter det, år efter år. 

DROP NYTÅRSFORTSÆT OG LEV LIVET. 
Det er altså ok med en smøg og en Big Mac en gang i mellem. 

05/01/15: lidt om fravær, overskud og nytår

Forfanden hvor er der altså gået lang tid. Sagen er den at juleaften drænede mig fuldstændig og aldeles for energi. Da jeg vågnede 1. juledag havde jeg det som jeg var på druk for 5. dag i træk, trænet lidt for meget (og jeg træner altså aldrig) OG blevet svinet godt og grundigt så min selvtillid lå på bunden af havet. 

Det er først nu at jeg har haft overskud til at lave andet end at sove, æde, skide og spille World of Warcraft. Nytårsaften blev faktisk også brugt på lige at holde mig vågen til midnat og så gå i seng. Til mit forsvar fik jeg da kjole på, god mad i maven og masser af vin i blodet. Så helt almindelig var aftenen altså ikke! 

25/12/14: post-lorte-juleindlægget


Den påtvunget hygge som jeg skrev om i forrige indlæg, blev desværre en realitet for mig. Med kun 5 timers søvn (igen, fantastisk af mig at teste livet uden sovepiller dagen før) var jeg mildt sagt lettere irritabel. Sæt en provokerende lillesøster ind i ligningen og så er jeg lige pludselig en tikkende bombe.

Nu må I ikke misforstå mig. Det var en meget hyggeligt juleaften. Det var dejligt at se familien, spise god mad, danse om juletræ og pakke gaver op. Jeg er ikke en utaknemlig møgkælling. Men det er min lillesøster altså. Så er det altså svært at "behave".

Så en blanding af for lidt søvn, at virkelig anstrenge sig for ikke at sætte min lillesøster på plads og for ikke at nævne at have det fysisk dårligt efter ALT FOR MEGET mad (ups), kom jeg hjem og gik grædende i seng. Der kunne jeg forresten heller ikke falde i søvn (på trods af jeg var skide træt).

(Undskyld mor. Jeg ved du læser med. Tak for mad og gave)

23/12/14: påtvunget hygge og dårlig timing


I morgen går det løs med flæskesteg, gaver, familie, juletræsdans, risalamande og hygge.
Det er lige præcis derfor jeg ikke bryder mig om jul. For hvad hvis jeg egentlig har en møgdag i morgen? Er der dødsstraf til mig, fordi jeg ikke er i hygge-mode?

Hvad hvis jeg har én af de dage hvor jeg bare gerne vil blive under dynen? Er det tilladt at sige fra? Jeg tror virkelig at juleaftensdag er en fyfy-dag at have det psykisk dårligt på.
Jeg ved hvertfald at hvis jeg i morgen ringede til min mor og sagde at jeg helst ville blive hjemme, ville jeg få en skideballe. For hvad skulle hun fortælle resten af familien der glædede sig til at se mig? I kan godt se at der kun én ting forude - og det er altså dødstraffen fra mutti.

Og nu kommer jeg lige i tanke om at jeg ikke har flere sovepiller. Perfekt aften at for første gang i halvandet år, prøve at falde i søvn uden. Flot Kristina! 


Men hvad pokker. God jul til alle jer derude og glæd jer til mit post-lorte-juleaften-indlæg! 

22/12/24: lidt om os alle


Cirka 80% af mine venner og bekendte har sagt "Du er nok den sidste jeg troede ville komme ud for sådan noget", når jeg har fortalt dem at jeg altså har det rigtig dårligt psykisk. Det er smigrende, men på en måde også sindssygt provokerende at sige sådan noget. For er det ikke det, der er ALLERVIGTIGST at forstå? 

Alle kan få psykiske lidelser. 


Jeg har for det meste været meget udadvendt og lidt af en festabe. Og jeg er næsten altid positiv når jeg er sammen med venner. Jeg har altid gået meget op i mine karakter og at gøre det godt! Betyder det så at jeg havde mindre sandsynlighed for at blive syg, end ham som egentlig skider lidt på skolen? Eller hende som altid er meget genert og ingen ved egentlig hvad hun er for én? 


Det gør mig ked af det, at nogen er så snæversynet. Og jeg tror det er vigtigt at forstå at ingen er immun! Du er ikke anderledes eller speciel hvis du er syg. Og det er du heller ikke hvis du ikke er. Du er bare et menneske med et uforudsigeligt livsforløb. Ligesom vi alle er. 


- Beklager for det sure opstød fra morgenstunden (det vil sige kl 13, og jeg er lige stået op). Nu vil jeg tage mig sammen til at få fikset alle de ting jeg ikke fik fikset de sidste 3 dage.

21/12/14: lidt om stilstand og sure underhylere


Er jeg den eneste der har de dage hvor man bare aldrig kommer videre med noget af det man skal? Sådan én dag har jeg haft de sidste 3 dage. Bunken med vasketøj, regningerne i postkassen og støvet i krogene hober sig op, SAMTIDIG med at bordpladsen i køkkenet bliver mindre og mindre af den beskidte service der bare fylder mere og mere. Der sidder jeg så. På min computer og kigger på ligegyldige ting som menstruationskopper, makeup-tutorials på Youtube og underlige blogindlæg om Fie Laursen og hendes botoxindsprøjtning i læberne.

Hvorfor er det lige at jeg har siddet foran computeren de sidste 8 timer? Det er lige før at vaske min kærestes beskidte undertøj virker som et mere attraktivt tilbud, end internettets sorte hul af lort.

Jeg havde faktisk en plan i morges. Jeg ville stå op og lave the. Tage et bad. Gå ned og sætte vasketøj over i kælderen. Derefter ned og handle. Så hjem og vaske op og støvsuge. Gæt hvor jeg kom til?
GODT at jeg kun har planer 4 dage om ugen - ellers ville jeg da gro til derhjemme i sure underhylere, for gammel mad og beskidte tallerkner. 

20/12/14: idioten med borderline

Mit navn er Kristina. Jeg er 20 år gammel og bor i Midtjylland. Jeg er diagnoseret med det vi i daglig tale kalder for Borderline men hvis du er interesseret er min nøjagtige diagnose Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af Borderline type. Min plan med at skrive herinde delvist at komme af med de ting der fylder i mit hoved, og delvist at tilsætte til humor til Borderline og generelt psykiske lidelser. 
Jeg er bestemt ikke ude på at gøre grin med og latterliggøre psyskie sygdomme. Det er noget alle skal tage seriøst, ligemeget om det handler om én selv, én man holder af eller én man bare kender. Men efter at have set diverse Borderline blogs og set Youtube videoer bliver jeg sgu lidt deprimeret (lidt mere end jeg er i forvejen). Vi skal ikke gøre psykiske lidelser til et emne der får enhver lyst til at grave sig ned i jorden og forsvinde forevigt. Vi skal gøre det til et emne der er tilladt at snakke om ved middagsbordet uden at det ødelægger stemningen.

Bare fordi jeg ofte har det dårligt, betyder det ikke alle andre også skal have det dårligt. Måske er det sådan man bekæmper det kæmpe tabu der er omkring det? Ved at humorisere det?
Derudover er dette et åbent forum, hvor der skal være plads til at brokke sig og læsse af. Og det er ikke kun mig der må det. Det må I alle sammen. 
Min identitet er desuden ikke hemmelig, da jeg gerne vil stå ved det jeg skriver og hvad jeg går rundt med på skulderne. Skulle I være så interesseret i at snakke med mig privat, så skal I være velkommen til at skrive til mig på mail: kristinayoung.dk@gmail.com

WELCOME!